Mads på 7 siger:
”Det sværeste for mig ved turen var maden på lejren og bjergturen nedad. Det jeg bedst ku’ li’ var at bade i Sortehavet og gå langt ud også handle i de små boder.”
Rasmus på 9 år siger:
”Det underlige ved Georgien er, at man spiser spaghetti til morgenmad, at de napper én i kinderne, når de synes man er sød og at de boede inde i butikkerne.”
Frederik på 13 siger:
”Jeg har lært at være lidt mere taknemmelig efter at ha’ set deres liv …”
Emil på 13 siger:
”Som familie fik vi en rigtig go’ oplevelse og vigtigst af alt, fik vi helbredt så mange …”
torsdag den 25. oktober 2007
Rejserapport til Dansk Georgisk Venskabsforening
Rapport til Dansk georgisk Venskabsforening
Fra Familien Kristiansen, Odder
Skrevet af Fritz, redigeret af Merete
Indledning
I juli måned, de sidste uger af sommerferien, besøgte familien Kristiansen fra Odder vores børnelejr ved Sortehavet. Her bringer vi deres beretning om turen.
Vi er en familie på 7; Merete og Fritz, Emil (14), Frederik (14), Rasmus (9), Mads (7) og Nicole (18, plejedatter). Vi havde en fantastisk spændende og anderledes tur til Georgien i sommers, hvor vi virkelig blev udfordret på nærmest alle leder og kanter.
Idéen
For tid tilbage fik jeg, Fritz, drømmen om at bringe mine børn fra vores rige del af verden sammen med børn fra en fattigere del af verden. Drømmen var, at de på tværs af kulturkløfter, sprogbarrierer, mentalforskelle og meget andet skulle kunne møde hinanden fordi kærligheden vil bygge bro fra menneske til menneske uanset, hvad der står i vejen. Jeg drømte om, at de sammen spillede fodbold og glædede sig og jublede sammen, når det lykkedes for dem at udrette noget, de gerne ville. I flere år blev det ved drømmen. Hvordan skulle det kunne lade sig gøre? Gud hjalp os på vej!
Guds ledelse
En dag inden sommerferien sad Merete og jeg og prøvede at finde et rejsemål for vores ferie. Budgettet var lidt stramt, så vi lukkede computeren lettere modløse, idet vi oprigtigt sagde til Gud: ”Gud i himlen, vil du lede os på ferie i år.”
Næste dag sad jeg på kontoret og gennemgik posten. Dette blad kom forbi. Jeg bladrede det langsomt igennem, mens jeg skimmede ned over teksterne og billederne om arbejdet i Georgien. Mit hjerte tog på langfart og Helligånden fik en mulighed for at komme i nærheden af en fortravlet mand. På næste side slog jeg op til billeder og teksten af børn, der i fjor var på børnelejr ved Sortehavets kyst, og der er det jeg mener, at Helligånden pegede på en mulighed for at bønnen fra aftenen i forvejen kunne gå i opfyldelse. Jeg følte, at jeg skulle række ud i tro efter at bringe min familie på dette års børnelejr ved Sortehavet.
Det viste sig hurtigt, at dørene gik op i forhold til aftaler med Dansk Georgisk Venskabsforening, vores mulige ferieuger og budgettet. Den 22. Juli kunne vi skrive følgende på vores blog:
Kære ven ...Om 3 timer forlader vi vores hjem i Odder for at begive os ud på årets eventyr for os.Vi har lige deltaget på en fantastisk Sommeroase på Rudehøj Efterskole i Odder og er vel udrustet til at drage ud i vores lille mission.Vi kan oplyse om, at vi er klar med fodbold-, guitar-, leg- og danseaktiviteter, som vi havde planlagt. Vores 7 kufferter er fulde til randen og vi udnytter vores vægtgrænser til det yderste. Vi medbringer 3 dvd-afspillere, 1 gethoblaster, 20 kg. legoklodser, 20 kasketter, 50 nøgleringe. Desuden er vores 70.000 kr. budget rullet ind i fuldt mål, og vi har derfor en del penge med, som vi skal udnytte til indkøb af, hvad børnene måtte have behov for og hvad skoledriften i Tblisi har behov for.
Vidnesbyrd fra børnene
Emil: Bjergture og byture med cafébesøg var specielt godt og
Interessant.
At synge lovsange og lære børnene nogle af dem. At have
fællesskab med de andre børn på denne møde var specielt for
mig.
Rasmus: Det hele var rigtig godt. Det bedst var at være sammen med
børnene. Det var sjovt at spille fodbold med dem og lege med
dem. De lærte mig også mange ord på georgisk. Jeg var den, der lærte mest georgisk. Jeg kunne godt tænke mig at rejse derned igen. Jeg blev venner med én af pigerne, der hedder Rada og en dreng, der hedder Luca.
Frederik: Da vi var kommet ud over det at være genert over mødet med børnene, var det godt at gå forbi dem og sige ”hej”, uden problemer. Det at jeg kunne lære nogle udenlandske børn, der taler et helt andet sprog, at spille lidt guitar også fornemme, at de blev bedre og bedre hver dag, var megafedt.
Mads: Det bedste var at bade med dem og lege med Lego med dem.
Behovene i Georgien
At træde ud i lufthavnen i Tiblisi var ikke noget problem. Men udenfor lufthavnen begyndte mødet med et meget fattigt land. Et land, der kun lige er ved at etablere en infrastruktur, hvorpå der kan drives handel og økonomisk vækst, der sikkert kun lige kan sætte et tempo, hvorfra man kan nå at ane bagsmækken af vestens vækst for derefter at konstatere, at man er håbløst bagud. Et land, der karakteriseres som en slyngelstat, hvor korruption, mafia og afpresning er en del af hverdagen. Et land, hvor gamle koner i lasede kjoler, rynkede og slidte ansigter med to brune tænder i munden tigger penge ved de store seværdigheder af de få turister, der er. Et land, hvor 6 – 8 årige drenge løber rundt i tæt befærdede gadekryds i laset tøj og tigger penge af bilisterne, der holder for rødt. Affald smider man bare omkring sig. Rod og uorden. Masser af hjem og bygninger, der ikke har været vedligeholdt siden 1990, hvor Sovjetunionen gik i opløsning; det ligner en losseplads. Hvis der så bare blev malet en lille smule og ryddet mere op, kunne det måske bære lidt mere præg af, at der trods alt ligger et håb og ulmer under hele overfladen. Men det virker meget depressivt på mig dette samfund. Enorm arbejdsløshed; tæt på 50% synes jeg at have opfanget. Mændene er modløse. Det giver problemer i ægteskaberne og familierne ; druk og vold og skilsmisser. Det hele virker som om, landet er inde i en nedadgående formørkende spiral. Den nu siddende præsident er den tredje i træk, der ikke har kunnet undlade at berige sig selv ved statens midler. Folket er trætte af den politiske situation. Det hele er anspændt. Æv, hvor er det vanskeligt for denne befolkning. Måtte Gud se i nåde til dette land, dets økonomi og dets ledere.
Jeg kan kun opfordre til, at man beder for dette land; de kristne, landets ledere, fred og forløsning og genoprejsning.
Vi fik ved Guds nåde lov til at tage af sted til Georgien denne sommer med hele vores familie. Vi var sammen med dejlige mennesker, der giver sig selv for fattige børns skyld. Trofaste kristne, der i trængsel beder og håber på bedre tider. Lejrens leder Tea Gulbiani evnede at bringe en dansk familie og hvad dermed følger ind som et forsøg på en ekstra gestus overfor børnene. Det er vi meget glade for.
Vores velsignelse
Vores velsignelse var at kunne bringe glæde til børnene i form af fodboldspil, guitarspil og –sang, dans og leg med Legoklodser og spillekort. Vi fik også mange muligheder for at lovprise Gud sammen med børnene og de voksne, vi underviste dem i Guds ord. Vi bad for dem, idet vi salvede dem med olie, og mange blev helbredt fra bl.a. øre smerter pga. den megen baden i Sortehavet.Vi bad også for en ung mands fremtid. Gud virkede og rørte ham. Næste dag ringede han og fortalte, at han næste dag ikke længere havde lyst til at ryge og var meget rørt over Guds berøring via forbønnen.
Vores børn så alle disse små og for os store mirakler. Hver gang vi havde noget, vi syntes var svært, bad vi over det. Meget ofte kunne vi senere på dagen minde hinanden om, at vi igen havde oplevet et bønnesvar. De danske og de georgiske børn så kærligheden slå bro over et væld af forskelligheder og pga. kærligheden, blev der dannet relationer og knyttet bånd. En stærk oplevelse for unge og relativt uerfarne mennesker.
Som familiefar kunne jeg ikke ønske mig nogen bedre ferie oplevelse for mine børn. En slags trosferie. Først på sommerlejr også bagefter på missions tur. Hvilken rigdom at kunne få lov til at træde ud på ”bølgerne” sammen med Jesus. Tak til ham. Men også tak til Dansk Georgisk Venskabsforening for tilliden til at lade os komme med på jeres sommerlejr ved Sortehavet.
Fra Familien Kristiansen, Odder
Skrevet af Fritz, redigeret af Merete
Indledning
I juli måned, de sidste uger af sommerferien, besøgte familien Kristiansen fra Odder vores børnelejr ved Sortehavet. Her bringer vi deres beretning om turen.
Vi er en familie på 7; Merete og Fritz, Emil (14), Frederik (14), Rasmus (9), Mads (7) og Nicole (18, plejedatter). Vi havde en fantastisk spændende og anderledes tur til Georgien i sommers, hvor vi virkelig blev udfordret på nærmest alle leder og kanter.
Idéen
For tid tilbage fik jeg, Fritz, drømmen om at bringe mine børn fra vores rige del af verden sammen med børn fra en fattigere del af verden. Drømmen var, at de på tværs af kulturkløfter, sprogbarrierer, mentalforskelle og meget andet skulle kunne møde hinanden fordi kærligheden vil bygge bro fra menneske til menneske uanset, hvad der står i vejen. Jeg drømte om, at de sammen spillede fodbold og glædede sig og jublede sammen, når det lykkedes for dem at udrette noget, de gerne ville. I flere år blev det ved drømmen. Hvordan skulle det kunne lade sig gøre? Gud hjalp os på vej!
Guds ledelse
En dag inden sommerferien sad Merete og jeg og prøvede at finde et rejsemål for vores ferie. Budgettet var lidt stramt, så vi lukkede computeren lettere modløse, idet vi oprigtigt sagde til Gud: ”Gud i himlen, vil du lede os på ferie i år.”
Næste dag sad jeg på kontoret og gennemgik posten. Dette blad kom forbi. Jeg bladrede det langsomt igennem, mens jeg skimmede ned over teksterne og billederne om arbejdet i Georgien. Mit hjerte tog på langfart og Helligånden fik en mulighed for at komme i nærheden af en fortravlet mand. På næste side slog jeg op til billeder og teksten af børn, der i fjor var på børnelejr ved Sortehavets kyst, og der er det jeg mener, at Helligånden pegede på en mulighed for at bønnen fra aftenen i forvejen kunne gå i opfyldelse. Jeg følte, at jeg skulle række ud i tro efter at bringe min familie på dette års børnelejr ved Sortehavet.
Det viste sig hurtigt, at dørene gik op i forhold til aftaler med Dansk Georgisk Venskabsforening, vores mulige ferieuger og budgettet. Den 22. Juli kunne vi skrive følgende på vores blog:
Kære ven ...Om 3 timer forlader vi vores hjem i Odder for at begive os ud på årets eventyr for os.Vi har lige deltaget på en fantastisk Sommeroase på Rudehøj Efterskole i Odder og er vel udrustet til at drage ud i vores lille mission.Vi kan oplyse om, at vi er klar med fodbold-, guitar-, leg- og danseaktiviteter, som vi havde planlagt. Vores 7 kufferter er fulde til randen og vi udnytter vores vægtgrænser til det yderste. Vi medbringer 3 dvd-afspillere, 1 gethoblaster, 20 kg. legoklodser, 20 kasketter, 50 nøgleringe. Desuden er vores 70.000 kr. budget rullet ind i fuldt mål, og vi har derfor en del penge med, som vi skal udnytte til indkøb af, hvad børnene måtte have behov for og hvad skoledriften i Tblisi har behov for.
Vidnesbyrd fra børnene
Emil: Bjergture og byture med cafébesøg var specielt godt og
Interessant.
At synge lovsange og lære børnene nogle af dem. At have
fællesskab med de andre børn på denne møde var specielt for
mig.
Rasmus: Det hele var rigtig godt. Det bedst var at være sammen med
børnene. Det var sjovt at spille fodbold med dem og lege med
dem. De lærte mig også mange ord på georgisk. Jeg var den, der lærte mest georgisk. Jeg kunne godt tænke mig at rejse derned igen. Jeg blev venner med én af pigerne, der hedder Rada og en dreng, der hedder Luca.
Frederik: Da vi var kommet ud over det at være genert over mødet med børnene, var det godt at gå forbi dem og sige ”hej”, uden problemer. Det at jeg kunne lære nogle udenlandske børn, der taler et helt andet sprog, at spille lidt guitar også fornemme, at de blev bedre og bedre hver dag, var megafedt.
Mads: Det bedste var at bade med dem og lege med Lego med dem.
Behovene i Georgien
At træde ud i lufthavnen i Tiblisi var ikke noget problem. Men udenfor lufthavnen begyndte mødet med et meget fattigt land. Et land, der kun lige er ved at etablere en infrastruktur, hvorpå der kan drives handel og økonomisk vækst, der sikkert kun lige kan sætte et tempo, hvorfra man kan nå at ane bagsmækken af vestens vækst for derefter at konstatere, at man er håbløst bagud. Et land, der karakteriseres som en slyngelstat, hvor korruption, mafia og afpresning er en del af hverdagen. Et land, hvor gamle koner i lasede kjoler, rynkede og slidte ansigter med to brune tænder i munden tigger penge ved de store seværdigheder af de få turister, der er. Et land, hvor 6 – 8 årige drenge løber rundt i tæt befærdede gadekryds i laset tøj og tigger penge af bilisterne, der holder for rødt. Affald smider man bare omkring sig. Rod og uorden. Masser af hjem og bygninger, der ikke har været vedligeholdt siden 1990, hvor Sovjetunionen gik i opløsning; det ligner en losseplads. Hvis der så bare blev malet en lille smule og ryddet mere op, kunne det måske bære lidt mere præg af, at der trods alt ligger et håb og ulmer under hele overfladen. Men det virker meget depressivt på mig dette samfund. Enorm arbejdsløshed; tæt på 50% synes jeg at have opfanget. Mændene er modløse. Det giver problemer i ægteskaberne og familierne ; druk og vold og skilsmisser. Det hele virker som om, landet er inde i en nedadgående formørkende spiral. Den nu siddende præsident er den tredje i træk, der ikke har kunnet undlade at berige sig selv ved statens midler. Folket er trætte af den politiske situation. Det hele er anspændt. Æv, hvor er det vanskeligt for denne befolkning. Måtte Gud se i nåde til dette land, dets økonomi og dets ledere.
Jeg kan kun opfordre til, at man beder for dette land; de kristne, landets ledere, fred og forløsning og genoprejsning.
Vi fik ved Guds nåde lov til at tage af sted til Georgien denne sommer med hele vores familie. Vi var sammen med dejlige mennesker, der giver sig selv for fattige børns skyld. Trofaste kristne, der i trængsel beder og håber på bedre tider. Lejrens leder Tea Gulbiani evnede at bringe en dansk familie og hvad dermed følger ind som et forsøg på en ekstra gestus overfor børnene. Det er vi meget glade for.
Vores velsignelse
Vores velsignelse var at kunne bringe glæde til børnene i form af fodboldspil, guitarspil og –sang, dans og leg med Legoklodser og spillekort. Vi fik også mange muligheder for at lovprise Gud sammen med børnene og de voksne, vi underviste dem i Guds ord. Vi bad for dem, idet vi salvede dem med olie, og mange blev helbredt fra bl.a. øre smerter pga. den megen baden i Sortehavet.Vi bad også for en ung mands fremtid. Gud virkede og rørte ham. Næste dag ringede han og fortalte, at han næste dag ikke længere havde lyst til at ryge og var meget rørt over Guds berøring via forbønnen.
Vores børn så alle disse små og for os store mirakler. Hver gang vi havde noget, vi syntes var svært, bad vi over det. Meget ofte kunne vi senere på dagen minde hinanden om, at vi igen havde oplevet et bønnesvar. De danske og de georgiske børn så kærligheden slå bro over et væld af forskelligheder og pga. kærligheden, blev der dannet relationer og knyttet bånd. En stærk oplevelse for unge og relativt uerfarne mennesker.
Som familiefar kunne jeg ikke ønske mig nogen bedre ferie oplevelse for mine børn. En slags trosferie. Først på sommerlejr også bagefter på missions tur. Hvilken rigdom at kunne få lov til at træde ud på ”bølgerne” sammen med Jesus. Tak til ham. Men også tak til Dansk Georgisk Venskabsforening for tilliden til at lade os komme med på jeres sommerlejr ved Sortehavet.
Abonner på:
Opslag (Atom)
